Louise Lykke

Kommende projekter

Det store “projekt køkken” i vores lille hus er næsten nået til vejs ende. Nu mangler der kun lidt maler- og fugearbejde, lister og få fundet den helt rigtige hylde til nogle af mine mange kopper og min nye sjove sukkerskål – men meget mere om det når det hele er ved at være færdigt.

Næste projekt er (ud over det evige haveprojekt..), at det lille gule hus skal males – hvilket nok betyder, at det lille gule hus nok desværre mister sit navn, da planen er, at det skal males hvidt. Vi har været mange farver igennem og vi har kørt byen tynd for at lure på fine malede huse, men jeg tror at vi næsten er sikre på, at farven skal være hvid… Men vi har dog et par måneder endnu førend vi træffer beslutningen helt:)

13522445_10154226587766698_1375353183_n

Ud over vores lille byhus, har vi et meget fint, men også meget slidt, lille anneks. Vi har fået fortalt, at det lille anneks tidligere er blevet brugt som teenageværelse om sommeren, hvilket jeg synes er helt vild hyggeligt. Om Thit nogensinde kommer til at bruge det som et sommerværelse, tvivler jeg dog på, men hvem ved. Måske hun vil synes godt om den idé når hun engang bliver gammel nok til det – eller hun bliver tvunget derud grundet for mange hysteriske teenagehormoner :)

Planen er i hvert fald, at det til næste år skal renoveres med ny beklædning, det skal isoleres, taget skal repareres og der skal lægges/støbes et nyt lækkert gulv derude. Jeg glæder mig helt vild til at det står færdigt og vi har mange drømme omkring hvad det skal rumme og hvordan den skal bruges.. Planen er at bibeholde den sorte farve, de originale gamle vinduer og bygge en lille hyggelig træ terrasse i forlængelse af annekset. Vi drømmer om, at skabe et lille “hus” hvor jeg kan sidde og tegne, man kan tage en lille “morfar” på en lækker daybed, holde hyggelige små sammenkomster med venner og familie, drikke masser af god rødvin og ikke mindst få skabt noget opbevaringsplads derude – vi mangler nemlig konstant opbevaringsplads, så det er et must. Så det næste års tid skal der tegnes skitser, købes materialer – og ikke mindst vælges materialer, og bare drømme og glæde os til, at vi får et ekstra lille rum som vi kan boltre os i. I weekenden havde en af byens planteskoler 50% på alle deres blomster og krukker, så det udnyttede vi og fik købt lidt fine hortensiaer til at stille ude foran vores hoveddør. 300 kroner for 2 store krukker og 2 smukke hortensiaer. Begejstringen ville ingen ende tage:) Så planen er, at de kan shine lidt og tiltrække opmærksomheden frem for huset lidt slidte gule mur. Win win

Glæd jer til næste indlæg, og ha’ det skønt så længe!

/Louise

13522525_10154226587791698_504069919_n