Hæng dig i detaljerne – det gør Haeng

Haeng var en af de første designere vi fik med for snart to år siden, og det er der en grund til. Deres lamper er originale og kreative, og skabt til at inspirere. De eksperimenterer med forskellige materialer såsom træ, kork, hærdet glas og håndlavet merino uld og bliver ved med at udfordre måden en lampe sammensættes på. Da lampen består af forskellige dele kan du faktisk også designe din egen lampe. Kun fantasien sætter grænser.

Shoppen er igen fyldt med lækre Haeng produkter, så skynd dig ind forbi og find din favoritlampe her

Tid til Formland i weekenden!

 

Formland er Danmarks største interiør- og designmesse, og den finder sted i weekenden i Herning.

Vi elsker messer og det gør vi fordi det er her vi finder inspiration, får gode snakke med vores samarbejdspartnere og ikke mindst med nye designere. Det var blandt andet på Formland for et par år siden, at vi mødte den skønne Vibeke Wang, som nu er at finde i Designerspassion familien.

Mads Langer åbnede Formland (Pressefoto)

Det unikke ved Formland er at der ikke kun er plads til de helt store brands, men også til de nye dygtige designtalenter, som har fået lov til at vise sig frem på et dedikeret område af messen. For os er det altid spændende at opleve hvilke nye designere der er med, og vi glæder os allerede til at møde så mange af dem som muligt.

God messe!

Marianne Just Marianne Just blog

Kreative tanker tænkes bedst ved Vesterhavet

Mit navn er Marianne Just og jeg er ny designer her i Designerspassion-familien. Det er jeg utrolig glad for og jeg håber I tager godt imod mig og mine produkter.

Jeg holder til ved Vesterhavet i en ombygget klitgård, og det er her magien sker for mig. Jeg har indrettet mig enkelt og med en gennemtænkt stil, som gør at jeg kan tænke kreative tanker, og den ro der er her, gør at idéerne lettere flyder og nye kreationer kommer til.

Jeg har rejst og boet i hele verden, så min inspiration er bred, men jeg holder mig, ligesom med indretningen, til et simpelt og lækkert udtryk i mit design. Jeg går op i at levere produkter af høj kvalitet og benytter gode materialer, og det håber jeg kommer til udtryk, når I stifter bekendtskab med mit design.

De bedste hilsener,

Marianne Just

Louise Lykke

Kig indenfor i mit nye yndlingsrum..

Jeg elsker vores nye køkken, ganske enkelt. Det er blevet så lækkert og fuldstændig spot on i forhold til alle vores idéer og tanker. Det er blevet større, mere rummeligt, mere arbejdsplads og ikke mindst er stilen tro mod husets charme og størrelse.

Vi, især jeg, kan ikke få armene ned af ren begejstring. Især to ting topper for mig. De gamle spær som er kommet til syne og flisevæggen med sildebensmønstret, som også fungerer som stænkplade ved komfuret. De giver begge et personligt præg og er ligeledes de to detaljer som alle vores gæster først lægger mærke til når de ser køkkenet. Så kan kun anbefale andre at kaste sig i et fliseprojekt i køkkenet, hvis der mangler lidt forandring. Sidste projekt er at finde en hylde, hvor der skal stå kopper og andre nips på. Overvejer lidt en String pocket reol eller måske en gør-det-selv hylde – aka købe nogle hyldeknægte og finde en lækker træhylde.

Nu må vi se hvad det ender med. En ting er i hvert fald sikkert – køkkenet er mit nye yndlingsrum. Jeg vil ikke skrive så meget i dag, men i stedet for lade billederne tale for sig selv…

God dag derude:)

 

Louise Lykke

Vi skal have nyt køkken!

Som før skrevet, bor vi i et lille byhus fra 1910. Det er omkring 90 kvadratmeter i to plan, så det er ikke plads vi svømmer i. Men her er helt fantastisk hyggeligt, og jeg er forelsket i hver en del af vores lille hjem. Min kæreste købte huset for knap to år siden, og har siden købet renoveret løbende på det. Thit og jeg flyttede ind 1. februar, så det er stadig lidt nyt for os at bo her, men vi er begge super glade for det, og vi glæder os til mange gode år her.

Et af de sidste indendørs projekter der mangler at blive lavet er køkkenet. Det eksisterende køkken er gammelt og minder meget om et sommerhuskøkken. Men det er hyggeligt og faktisk også slidt på den fine måde – I ved hvor der er lidt patina, små ruder i overskabene og alt er generelt bare småt og hyggeligt. Men det er dumt indrettet og rent praktisk fungerer det bare ikke for en lille familie. Så nu er beslutningen taget og køkkenet er i skrivende stund revet ned. Alt skal rives ned og bygges op igen. Vægge, loft, gulv, ny kloak, gulvvarme (åh hvor jeg glæder mig til lune gulve) og selvfølgelig nye elementer og hvidevarer.

koekken3

Vi har valgt en lækkert hvidt grebsløst køkken fra Kvik. Det er enkelt og passer perfekt til vores stil. Gulvet i køkkenet bliver et Marmoleum Click gulv i en mat grå med en smule nister i. Det fede ved Marmoleum gulve er, at det er nemt at arbejde med (siger gulvmanden og min kæreste), det er produceret af udelukkende naturlige råmaterialer, miljøvenlige farvepigmenter og samtidig er det svanemærket. Kan I mon fornemme min begejstring for det? Og ikke mindst ej at forglemme, det er nemt at rengøre og holde rent da gulvet har antistatiske egenskaber som skræmmer støv væk. Love it!

Hvidevarerne er fra Siemens og er sorte, bordpladen er hvid, dog med en sort yderkant, og så skal vi have et SMEG køleskab i lys mint. På en lille endevæg hvor emhætten skal hænge, skal der være fliser i sildeben – ligesom et sildebensparketgulv – bare med fliser. En af mine favorit instagrammere er stylisten Mette Helena, som står bag profilen @retrovilla. Hun har i sit køkken lavet en sådan væg og det ser super fedt ud. Så efter 2 minutters overtalelse var min kæreste heldigvis med på ideen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den væg kommer til at give køkkenet noget helt særligt.

koekken2

Så nu er der ikke andet for, end blot at vente og heppe på min seje kæreste som selv er hoppet i arbejdstøjet og knokler i sin ferie for at få det lavet færdigt. Glæder mig til at vise jer billeder af det endelig resultat, men indtil da, må I nøjes med før-billeder og billeder fra der hvor vi er nu – i nedrivnings – og “der er støv over ALT processen” 😊

/Louise

Louise Lykke

Lækkerhed på en hverdag..

I kender sikkert godt det med, at man en hverdagsaften, når weekenden synes langt væk, får lyst til at forkæle sig lidt ekstra. Eller måske kunne I bare tænke Jer at lave lidt lækkert til en sød veninde? Det gjorde jeg for et par uger siden. Min veninde fyldte år og det kvitterede jeg med et par hjemmelavede bodyscrubs til hende som en lille ekstra gave. Hjemmelavede scrubs er nemme og lave, og kræver ikke så mange fancy ingredienser. Jeg aner ikke ret meget om beautyprodukter, og er en af de der typer, der altid bare prøver sig frem i junglen af de mange luksusprodukter.

Jeg kan godt lide lækre produkter (især i pæne indpakninger). Jeg aner bare aldrig hvad jeg skal købe, og jeg vil egentlig også gerne, at produkterne ikke er fyldt med alt for mange parabener og kemikalier. Jeg fandt for længe siden en opskrift på en bodyscrub i et blad og klippede opskriften ud. Hvilket blad opskriften er fra, husker jeg desværre ikke. Jeg lavede to slags scrubs. En med salt og en med sukker. Både saltet og sukkeret virker lidt som en slags peeling på huden og man får skrubbet alle de døde hudceller af. Den lækre kokosolie gør virkelig huden lækker blød – og giver i øvrigt en skøn mild duft af kokos.

Bodyscrub med salt 2 dl kokosolie – brugte den økologiske fra Urtekram 2,5 dl groft salt 1,5 øko-citron – både saft og skal skal bruges. Jeg “skrællede” citronen og pressede bagefter saften ud. Efterfølgende kom jeg det hele i en mini-hakker og blendede indtil scruben havde en fin og lidt “grynet” konsistens. Færdig!

Bodyscrub med sukker 3,5 dl sukker 1-1,5 dl kokosolie – brugte den økologiske fra Urtekram Saften fra 1 økologisk citron Blendede det hele sammen i en minihakker og bum en stor portion sukker-scrub var færdig! Nemt og meget hurtigt. Jeg brugte nogle gamle syltetøjs – og pestoglas til scruben og pyntede dem med lidt silkepapir fra en skotøjsæske som mine nye støvler var pakket ind.

Genbrug er jo det nye sort, ikk:) Så spring ud i det og prøv det af, det er nemt og virkelig lækkert:)

/Louise

scrub2

 

Louise Lykke

Thits værelse – et lille sneak peek

Thits værelse er endnu ikke helt færdigt, jeg mangler stadig at få skabt lidt mere hygge, lidt flere opbevarings muligheder og naturligvis tilføje lidt flere små hyggelige nips. Thit fylder 5 år om små 3 uger, og er nu nået en alder, hvor hun efterhånden begynder at have egne meninger, hvad angår tøj og indretning. Det giver uden tvivl nogle udfordringer i forhold til at blive enige om indretningen – for uanset smagen hos os begge, vil jeg gerne at børneværelset er et rum hvor det meste er tilladt, hvor man kan lege, være kreativ og ikke mindst at kunne lukke sin egen dør. Jeg vil rigtig gerne, at Thit føler sig tilpas på sit værelse og får lyst til at eksperimentere med alle de små kreative påfund hun så ofte finder på.

12899718_10154007129061698_1222401110_n 12899792_10154007129066698_2125070273_n

Vi kommer nok ikke udenom, at diverse Disney-storme igen og igen rammer de små tøsers holdninger til tøj, sengetøj og legetøj. Og jeg skal gerne indrømme at, at jeg ikke er fan er hverken Hello kitty eller Frost-prinsesserne, men Thit elsker dem. Så uanset hvad, skal der også være plads til både Frost og glitrende polyester på hendes værelse. Det meste af Thits legetøj er “gemt væk” i kasser, især LEGO storage er vi glade for herhjemme. De er fine, kan stables og de er størrelsesmæssige overskuelige. Det gør nemlig, at det er nemt at holde legesagerne adskilt i små portioner og Thit ikke skal bruge evigheder på at lede efter sine ting. Fx har hun en kasse med Barbie-tilbehør, en med Barbiedukker og en med dukketøj. Det er nemt, overskueligt og en god løsning på et lille værelse med skråvægge.

Sengen er fra Flexa play. Den er rigtig rigtig fin og Thit elsker at have fået en storpigeseng. Hun sov før i sin Lille Per seng, men da vi flyttede for et par måneder siden, var ønsket om en større seng stor. Absolut en god beslutning, især også for moren, da betyder at jeg nu kan ligge sammen med Thit om aftenen og læse godnathistorier. Ved sengen hænger lidt forskelligt fra bl.a. Morten Løfberg, Vee Speers og Liebe. De fine pomponer er købt i Bahne og i Søstrene Grene og har fulgt Thit siden hun fik sit første værelse.

/Louise

12939237_10154007129056698_1214362262_n

Se vores skønne interiørsektion lige her:

Gå på Facebook og skriv en kommentar til Louise her

Louise Lykke

Om at være i stykker og elske at tegne!

Jeg prøver altid at se muligheder frem for begrænsninger. Nuvel, at det så ikke altid lykkedes, det er så en helt anden sag. Skal da også gerne indrømme, at når jeg lægger mig fladt ned og giver op, så er jeg imponerende dygtig til at finde på alverdens undskyldninger for hvorfor jeg gav op. Men mon ikke vi alle har tendens til at gøre det? Altså, det er da noget nemmere at give kæresten, barnet, vejret og bilen skylden for alt det der nogen gange bare ikke vil gå ens vej.

I december 2012 væltede jeg på cykel på vej til arbejde. Jeg var stået alt for tidligt op, hvilket jeg egentligt hader, for at tage til træning inden arbejde. Der er få ting i livet jeg fortryder, men netop det træningspas står ret højt på listen over ting jeg gerne ville ændre den dag i dag. Da jeg vælter brækker jeg mit højre håndled og min højre fod og ankel. Heldigvis var min største bekymring på det tidspunkt, at jeg troede, at jeg ikke kunne komme til spinning i et par måneder. For havde jeg vidst, at jeg her næsten 3,5 år senere stadig ville bøvle med mine skader, havde min reaktion nok været en snert mere arrig over for de stakkels ambulancefolk som måtte tage sig til takke med en temmelig sur og hysterisk undertegnet.

Kort fortalt, har skaderne indtil videre kostet mig 11 operationer fordelt på arm, fod og hofte. Jeg har en stivgjort fod og en indvendig protese i armen. Stadig meget uvirkeligt at forholde sig til, især når jeg ser mig selv sidde at skrive det. Men summa summarum så har dette betydet, at mange ting ændrede sig i mit liv den dag i december 2012. Jeg elsker at tegne, fordybe mig og nørde med idéer der optager mig. Uheldigvis er min protese i armen ikke helt af samme overbevisning – eller den har i hver fald ikke samme store kærlighed til tegning som mit hoved har.

Dette har betydet at tegning nu, desværre, kun er i små doser og ikke i timelange stunder som førhen. Heldigvis kan jeg stadig tegne og det leder mig tilbage til indledningen omkring, at man skal huske at se mulighederne frem for begrænsningerne. Nu bruger jeg ikke kun tegningen som interesse, men ligeså meget som en del af min genoptræning af armen. Win win, som min fysioterapeut på et tidspunkt sagde. Jeg håber og tror på, at jeg nok skal få kraften tilbage og smerterne væk, så jeg igen kan få lov til at fordybe mig og især udfordre mig selv noget mere.

12674345_10153984432746698_1523737644_n

Jeg synes tegning er inspirerende og jeg elsker, at der ingen regler er. Alle kan have en mening om det man laver, men det er kun en selv der virkelig kender til tankerne bag de mange kruseduller. Man kan tegne alt, uden det behøver at ligne. For hvem bestemmer hvad alt ligner? Jeg bruger tegning til at afreagere, vise følelser, glæde andre og ikke mindst til, at minde mig selv om, at det er vigtigt at man holder fast i de ting, som giver glæde og får en til at reflektere over alle de tanker man går igennem livet med.

Så det her er mig, hende der er lidt i stykker, men som bl.a. tegner på livet løs og glæder sig til at dele en masse mere med jer. Kig med på Instagram hvis I lyster, I kan finde mig under @thitbandit:) God påske derude, håber I bliver møgforkælet med påskeæg (siger hende som i dag har postet et gækkebrev til sin far i håb om at få nasset sig til et påskeæg)

Kh Louise

Louise Lykke

Mit første blogindlæg nogensinde

Hej DP’ere!

Bag bloggen her hos Designerspassion finder I mig, Louise Lykke Koudal. Jeg er 32 år gammel, kæreste med Karsten og mor til Thit på næsten 5 år. Sammen bor vi i et lille skønt byhus i Esbjerg, som min kæreste er ved at renovere, så den kommer til at passe perfekt til vores lille familie. Thit er delebarn og bor hos sin far og bonusmor hver anden uge.

Jeg blev i 2010 uddannet lærer med linjefag i bl.a. billedkunst og håndarbejde. På nuværende tidspunkt er jeg dog sygemeldt efter en ulykke, men heldigvis kom alle mine idéer ikke noget til. Mit hoved er altid fuld af idéer – ofte er problemet ikke at få idéerne, men mere at finde ud af at få dem udført. Så bær over med mig, hvis mine idéer nogle gange stikker en lille smule af. Jeg elsker at fordybe mig og være i en kreative proces – især når der er uanede mængder af tid og overskud til det.

Jeg er helt ny og grøn i blogland, men er dog en flittig læser af blogs, så har lært en lille smule undervejs af alle de dygtige kvinder jeg følger med hos dagligt.

Jeg glæder mig til at blogge for Designerspassion og har en idé om, at jeg vil bevæge mig lidt rundt om forskellige emner som indretning – og indretningsidéer, DIY guides og ellers en forhåbentlig masse gode idéer, til hvordan man kan indrette sig i sit hjem ved hjælp af gode løsninger og ikke mindst ved hjælp af skønne ting.

Håber at I har lyst til at læse med og hjælpe mig godt på vej :)

De bedste hilsener

Louise :)

Kickstart keramikken!

Der er ingen tvivl om, at keramik er noget af det hotteste indenfor boligindretning lige nu.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt at en af vores dygtige designere, Caroline Arnecke, har stor succes med hendes Kickstarter kampagne, som skal være med til at gøre hendes lille forretning endnu bedre. Startmålet var 12.000 kr., men efter 11 dage var der allerede samlet 24.000 kr. ind, virkelig imponerende! Derfor har Caroline valgt at forlænge kampagnen, og det nye mål er 30.000

Hvis du ikke lige kender Kickstarter, så er det et sted hvor du kan søge om funding til alle mulige (og umulige) projekter, og som tak for dit bidrag, får du noget igen af den som laver kampagnen.

Vi synes egentlig at alle upcoming designere bør overveje at gøre dette, for det kan være vejen til at få flere penge til at designe og videreudvikle, og måske endda få et internationalt gennembrud.

Vi er rigtig glade for at have Caroline i vores lille Designerspassion familie, og vi håber du vil gå ind og støtte hendes kampagne på Kickstarter og/eller købe hendes lækre design i vores shop.

Køb Carolines keramik her

Se hendes Kickstarter kampagne her

Kampagnen udløber 10. marts 2016.

Planteplaneter Planteplaneter blog

Selv en mand kan vande en Planteplanet

Vi kender det allesammen. Vi køber en flot plante, men inden vi ser os om så er den visnet, og i de fleste tilfælde er det fordi vi liiige har glemt at vande den og give den kærlighed. Min overskrift er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, for alle kan glemme at passe deres planter.

Planteplaneten er let at vande. Man vander planteplaneten ved at dyppe den i en skål i 10 min. hveranden uge. På varme sommerdage skal den vandes hver uge. Klemmer man på planteplaneten efter vanding kan den hænges direkte tilbage på sin plads uden at dryppe.

Planten i planeten er en sukkulent hvor sukku betyder saft  – en lille saftspændt plante som holde vandet i bladene, og det er derfor du kan “nøjes” med at vande dem hver anden uge.

Hold i øvrigt øje med min design side her hos Designerspassion, der kommer snart helt nye produkter, og du kan selvfølgelig stadig bestille de nuværende lige her 

Bedste hilsener Kaja Skytte

Vibeke Wang Vibeke Wang Blog

Power Animals – The Movie

Jeg har herinde allerede skrevet en del om min serie Power Animals, og om de dyr jeg har valgt at have med i plakat serien. Her har jeg lavet en video der giver lidt mere baggrundshistorie, og du kan ikke mindst se hvordan en plakat bliver til.

Så læn dig godt tilbage og nyd min lille video.

Du kan i øvrigt se og læse mere om mig og min kunst, ved at trykke her

Vibeke Wang Vibeke Wang Blog

Power Animals – Zebraen

Hej derude,

I dag er det zebraen jeg vil fortælle lidt om.

Zebraen som kraftdyr symboliserer balance, unikhed, individualitet og evnen til at se klart.

Zebraens mønster er så unikt som et fingeraftryk, og den kan hjælpe dig med at få dit helt unikke potentiale frem. Ingen kan det, som du kan, og zebraen vil give dig modet til at stå ved, hvem du er. Den vil føre dig ind på din særlige vej i livet. Du opfordres også til at søge ligesindede, for det vil være en stor styrke for dig, hvis du kan kombinere et fælles projekt med dine individuelle mål.

Zebraen vil også hjælpe dig med at forene dine tilsyneladende modstridende sider i din personlighed. Tingene er ikke enten sorte eller hvide, så du kan fx godt være kunstner og en business person på samme tid. Zebraen lærer dig her at bruge alle dine sider af dig selv i perfekt balance.

Er zebraen dit kraftdyr har du et stort hjerte. Du er formentlig den, folk henvender sig til, når de har brug for hjælp. Zebraen vil give dig energi, så du altid har kræfterne til at beskytte og opløfte dine medmennesker.

Se plakaten her: http://designerspassion.com/product/kunstprint-zebraen/

//Vibeke W

Vibeke Wang Vibeke Wang Blog

Power Animals – Isbjørnen

Hej derude,

Vinterens stærke dyr er isbjørnen, og i dette indlæg vil jeg kigge lidt nærmere på isbjørnen. Isbjørnens kræfter er styrke, beslutsomhed, overlevelsesevne, selvtillid og indre visdom.

Med isbjørnen som dit kraftdyr vil du bære på meget styrke og mod til at tage dine udfordringer op med. Du vil med isbjørnen ved din side aldrig blive overvældet, og du har evnen og viljen til at blive ved, hvor andre giver op. Derfor vil du nå langt i livet.

Dog råder isbjørnen dig til ikke at være for stædig. Den vil hjælpe dig med at være fleksibel og åben overfor forandringer, fordi de nogen gange rummer bedre løsninger for dig. Isbjørnen vil nemlig lære dig at hvile i dens visdom om, at alt er i balance, og at alt sker til det bedste. Isbjørnen ved, hvornår du skal kæmpe og, hvornår du skal give slip.

Så hvis du kan kombinere isbjørnens styrker og visdom ved at bruge din beslutsomhed og dine kræfter sammen med en tillid til, at alt sker til det bedste, kan du nå alle dine mål og mere til.

Har du en person i dit liv som kunne passe på isbjørnen? Fortæl gerne om det, og hvilken betydning den person har for dig.

//Vibeke W

Vibeke Wang Vibeke Wang Blog

Power Animals – Løven

Hej derude,

Måske det prægtigste dyr af dem alle, dyrenes konge løven.

Løven som kraftdyr symboliserer mod, stor styrke, selvtillid, kontrol, samhørighed og lederskab.

Er dit kraftdyr en løve, vil du besidde en naturlig autoritet, et stort mod og meget styrke. Du er troværdig og vil tiltrække opmærksomhed i kraft af din karismatiske udstråling. Du er den fødte leder, men løven minder dig også om at lytte til andre, samarbejde og ikke at være overmodig.

Med løvens kraft til din rådighed vil du være en, som kæmper for dine overbevisninger med en stålvilje, og du vil have modet til at gå imod strømmen. Løven lærer dig nemlig at være frygtløs og tro mod dig selv.

Løven vil også lære dig om den magi, der kan opstå ved at indgå og arbejde i et fællesskab. Løven ønsker, at du opbygger stærke relationer, både privat og arbejdsmæssigt, fordi du har meget at give, og omvendt vil du drage stor nytte af de bånd, du knytter til andre.

//Vibeke W